PUGER DU SAMMEN ?
Når vi føler os utilstrækkelige og uværdige, så puger vi ting sammen. Så har vi samler mani. I frygten for ikke at få nok.
Vi er bange.
Bange for at miste, bange for at føle os endnu fattigere, end vi allerede gør.
Det er en forfærdelig trist gerrighed. En gerrighed som kun har til formål at gøre os endnu mere triste, og fortsætte vores vante mønstre. Et mønster som har direkte vej til afgrunden af et endnu dårligere selvværd.
Vi kunne betragte det og fælde en tåre over, at vi er så frygtelige grådige og klamrende. Vi lider slemt under det. Det, alle ønsker, er tryghed, men i stedet forstærker man uviljen, følelsen af synd og fornemmelsen af, at man er et håbløst tilfælde.
Men årsagen til aggression og angst begynder at opløse sig, når vi kommer på den anden side af den fattigdom, der består i at holde krampagtig fast. Fast i noget som ingen betydning har, andet end selvmedlidenhed og ubehag.
Vores følelser har ingen tidsfornemmelse. Følelser har det med at fryse fast i vores system, og mange af de følelser som vi bær rundt på, er ikke alderssvarende til den alder du har i dag. De følelser som fryser fast, er følelser som ikke er blevet mødt i din tidligere barndom, og som nu i alt sin undertrykkelse forsøger at ”råbe” dig op. Men forstå vi ikke følelsernes sprog, kan det være noget af en tjørnehæk at bevæge sig ud i.
Når vi transformerer følelserne til at være alderssvarende, kan den grundlæggende rigdom opstå. Ikke før.
Hemmeligheden består i at give slip, og lad nyt komme ind. Når vi slipper gammelt, er der plads til nyt.
DU ER GOD NOK, SOM DU ER.
Skriv en kommentar